Kroner og broer
Hvad er en bro?
Hvis man skal erstatte en eller flere mistede tænder i en tandrække, kan man i de fleste tilfælde få lavet en fastsiddende bro. Broen består af en række kroner, som i hver ende af broen bliver fastgjort til de sunde tænder. De tænder som broen bliver fastgjort til kaldes for bropillerne eller ankertænderne, og det er naturligvis en forudsætning, at bropillerne er stærke nok i deres fundament til at bære broen.
Fordelen ved en bro er dels kosmetisk, da man får genskabt den naturlige tandrække igen, og dels funktionel, da man udover at få erstattet de manglende tænder, får styrket de tænder, som skal være bropiller for broen, idet de bliver forsynet med kroner. Hvis bropillerne/ankertænderne har store fyldninger eller skader er en bro ofte en god behandling. Hvis bropillerne/ankertænderne er helt friske og hverken har huller eller andre skader, skal man overveje at få indsat et tandimplantat i stedet for en tandbro, da man helst skal undgå at beslibe friske, sunde tænder.
Hvad er en krone?
Hvis der er knækket et større stykke af en tand, kan det ofte blive nødvendigt at forsyne tanden med en krone, som dækker alle fem flader på tanden. Kronen erstatter det mistede tandvæv og støtter den resterende del af tanden, så man opnår den fulde funktion og styrke af tanden igen. Kronen kan være lavet af enten guld eller porcelæn. Er kronen lavet af porcelæn får man, udover den genvundne funktion og styrke, også et æstetisk pænt resultat, idet kronen får et udseende som en naturlig tand, der passer til de øvrige tænder i munden.